Hvad ens indkøb siger om en

Jeg forguder selvbetjeningskasserne i føtex. Især på en dag som denne, hvor mine indkøb mildest talt ville have givet et uheldigt indtryk, liggende side om side på båndet:

  • En stor pakke toilet papir
  • En pakke bind
  • En pakke tampax
  • … og 2 par trusser

Som om det ikke var nok, løb jeg hele butikken rundt for at finde de pokkers bind og tamponer. Kære føtex, placer dem for filan sammen med toiletpapiret, shampoen, sæben og alle de andre badeværelsesartikler, ligesom ethvert andet normalt fungerende menneske ville gøre.
Det ville spare både mig, og jeres nærmest præpubertære ungarbejdere for en masse røde kinder og pinlig tavshed.

I det mindste var der tilbud på fuldkornspasta, så nu er mit pasta-stash  fyldt op. Big time.
Det var godt nok ikke særlig SU-agtigt at være løbet tør for pasta, men til gengæld have skuffen fyldt med linser, bulgur, spelt og andre urtede ting.

Og nu vil jeg lege hvid tornado, får besøg lige om lidt af noget svigerfamilie. Must. Make. Good. Impression!

Reklamer

Personal Space

Jeg sad for mindre end en time siden i 5A, orientekspressen som min søsters mand knap så politisk korrekt kalder den.
Det lykkedes mig at have to sæder, og dermed min intimsfære, for mig selv, helt indtil Nørrebros Runddel, hvor en noget livstræt udseende mand satte sig ved siden af mig.
Det er kutyme i offentlige transportmidler, at ligemeget, hvor tæt man kommer til at sidde på hinanden, udveksler man ikke et ord, ikke et blik og for alt i verden ikke et smil. Især i København, hvor den store menneskemængde gør alle anonyme.
Så det kodeks overholdt jeg naturligvis til punkt og prikke. Med musik i ørerne og fjernt blik.

Men da Nørreport station nærmede sig, og jeg skulle af, brød jeg ovenstående regler – Jeg smilede til min sidemand og sagde at jeg skulle af, alt imens jeg kæmpede med min noget usamarbejdsvillige jakke.
Han smilede igen. Og hjalp mig med at få min jakke på.
Og jeg lod ham.  Uden at trække mig tilbage, brændt af et fremmed menneskes berøring.
Bagefter komplimenterede han jakken. Et softshell monster af en anden verden, komplet med svedlugt og lommefnulder.
Og understregede subtilt sin alder, ved at råde mig til at lukke jakken, så jeg ikke blev syg i det kolde vejr.

Jeg ville ønske at jeg havde haft mod til at fortælle ham, hvor god hans parfume var, inden han forsvandt et sted i nærheden af Nørreport.

Er vi virkelig blevet så bange for andre mennesker?

Hannibal og Onkel Bent

Der ligger det mest fantastiske lille sted på Amager, Østrigsgade for at være specifik. Det hedder Den Lille Café, de har billige øl, god kaffe, stamgæster, værtshusagtig holdning til betaling og den flinkeste ejer nogensinde. Og så er møblementet lige så blandet som klientellet.

Jeg har sjældent været udsat for så blandet klientel – Unge mennesker og gamle, hyggelige mænd sidder side om side, og, surprise, de gamle mænd er hits blandt de unge! Især Hannibal, der er 80, dameglad og fuld af røverhistorier, og Onkel Bent, der hele tiden vil høre opera og, med alvorlig mine, fortæller alle pigerne at de er smukke. Ejeren, Ismail, ser altid til med et grin, og advarer om at de alle sammen, ham selv inklusiv, er bandit. “ter”-endelsen er fravalgt med vilje fra min side af, for at være så tro mod hans talemåde som muligt.

Når jeg havner sådan et sted, så kan jeg lige så godt skyde en hvid pind efter “tidligt i seng, ditto op og ingen alkohol”.
Ismail gjorde det heller ikke nemmere, da han gav os resten af ølfustagens indhold, den skulle jo tømmes inden lukketid. Det var 3 liter øl, vi var 5 om at drikke det og havde i forvejen fulde glas.
Vi havde æren af Ismails selskab hele aftenen, samt placering i “VIP loungen” i baglokalet, klods op af baren.

Det var mit første besøg, og aldrig har jeg følt mig så velkomment et sted. Lige præcis det er et blødt punkt for sådan en tilflytter som mig.

Et spørgsmål står ubesvaret – er jeg sluppet for tømmermændene, eller er jeg bare stadig fuld?

 

Jeg forsøger vitterligt at være en god beboer, en god nabo/overbo, være lige så overskudsagtig  som speltmødrene i blokken.
Jeg vasker aldrig op efter kl 22, spiller ikke høj musik sent om aftenen og jeg går ikke rundt i stilletter hele dagen.
Kald mig pylret, men der er altså børnefamilier overalt i blokken. Larmer jeg, skriger de. Ingen vinder.

Jeg blev overvældet af barmhjertighed, og besluttede mig for at tage min nabos skrald med ned. Og tro mig, det er en kæmpe tjeneste når man bor på 4.
Men midt i mit samvittighedsrush, opdagede jeg, da jeg løftede posen, at den var utæt, og at der dryppede sur mælk ud.
Kunne simpelthen ikke overskue tanken om sur mælk på ren kjole, så jeg lagde posen tilbage. Akavet.

For at give kontrast til situationen, mødte jeg selvfølgelig en af ovennævnte overskudsmødre nede i gården. Og hun gav mig et hæsblæsende kompliment for min (H&M) kjole, gav sig tid til lige at smalltalke lidt og var i det hele taget bare så sød, at jeg følte mig som det mindste menneske på jorden, for ikke at have taget deres klamme affaldspose med ned.

Som om det ikke var nok, gjorde den oplevelse det klart, at det rent faktisk godt kan betale sig at se godt ud, selvom man bare skal ned med skraldet.

Iblandt hipsters og fynboer

Jeg var til en helt fantastisk koncert igår. Fie Lykke er ikke blot et diskret stjerneskud i musikbranchen, hun er min veninde og jeg har før haft æren af at synge hendes velkomponerede sange.
Hun skilte sig voldsomt ud fra de to andre kunstnere på Ideal Bar. Hun var akustisk og meget fynsk, især i kontrast til den elektropoppede vesterbro-stil Lotte Rose og Ivory & Gold var præget af  (Jeg har intet imod elektropop, jeg er bare en sucker for akustisk musik).
Udover musikken var selskabet fantastisk, og min tillærte, københavnske dialekt gled en anelse af, til fordel for lidt fynsk syngen.

Jeg elsker København, men det var rart at få et skud af den velkendte tryghed, der både var grunden til at jeg flyttede og grunden til at jeg får hjemve.

Jeg fuckede forresten kun op en enkelt gang. En af kammeraterne havde glemt at lyne sine bukser, hvilket jeg venligt nævner. Hvad er det første jeg ser da jeg kommer hjem? Min egen lynlås. Åben. Og jeg frygter lidt at jeg har gået det halve København rundt sådan.

Den der samtale..

Jeg var til samtale hos PlayDead igår. Den lille danske spilvirksomhed, der står bag Limbo.
Var kaospilot hele vejen fra lejlighed og hen til deres dør. Formåede at få deo på cardigan og halstørklæde, da jeg i panik  prøvede at lave truckervask uden at tage min trøje af.
Så var metroen pludselig ude af drift. Den holdt alle passagerer som gidsler, mellem Lergravsparken og Amagerbro – skift af transportmiddel var ikke en mulighed. 10 minutters tortur blev det til.
Skulle finde Pilestræde. For vild.
Endte med at løbe febrilsk rundt på strøget, indtil jeg endelig blev åndsnærværende nok til at spørge om vej.
Spurtede derhen, og hele vejen op af trapperne til 5. (Løgn. Slæbte mig op den sidste etage).

Jeg stod, kamprød i hovedet, svedende og med eksamensagtig frygt malet i hele ansigtet. Han var “helt okay, mødet trak alligevel lidt ud, vil du have en kop kaffe, et glas vand?”.

Det endte ikke med et job. Mere en introduktion til branchen, og til underboerne, der også er spilvirksomheder, hver og en.
Men det er okay, for han lovede at sende mig videre til nogle andre.
Det gør det lidt lettere at klare afslag fra Netto, når jeg ved, at der måske er brug for mig i en fed virksomhed.
Ikke at der er noget i vejen med Netto!

Brainfart.

Jeg smider rundt med ord på 3 sociale platforme i skrivende stund. Facebook, twitter og så denne blog.
Måden hvorpå jeg udtrykker følelser, og får dem ud af systemet, er meget forskellig fra sted til sted.

Facebook er kun for følelseslette opdateringer. Udleverer man sig selv på Facebook er man nemlig emotionel ekshibitionist (ja, jeg googlede “ekshibitionist” for at være sikker på at jeg havde stavet det rigtigt), og det er ilde set. Så, hvis jeg virkelig brænder inde med noget, finder jeg en sang, poster linket til den på facebook, og varmer mig ved det lille hint. Oh yes, så ynkelig er jeg af og til.

På Twitter får den lidt mere gas. Her føles det mere okay at klaske sine følelser op på forsiden, eftersom de folk, der læser mine tweets, aktivt har valgt at følge med (ikke bare for at stalke mine billeder, og se om jeg er blevet tyk/har kysset med en ny/er tagget på hippe steder).

Min blog er lidt mere en gråzone. Indtil videre har jeg ikke afsløret den for nogen. Måske fordi det her er en lidt større dosis af “mig” end normalt.
Men den er min, og derfor vil jeg egentlig godt have lov til at skrive at jeg har det dårligt lige nu. Ikke “stil en diagnose”-dårligt. Bare godt gammeldags nedtrykt.

Og jeg tør ikke gå op på loftet længere. Det er blevet invaderet af en due, og jeg er, helt seriøst, bange for at, hvis jeg går op på loftet, vil den tænke sig til at min bagdør er åben, flyve ind, og inficere hele min lejlighed.

(Akavet emneskift, for at henlede opmærksomheden på noget andet – tjek)