Hannibal og Onkel Bent

Der ligger det mest fantastiske lille sted på Amager, Østrigsgade for at være specifik. Det hedder Den Lille Café, de har billige øl, god kaffe, stamgæster, værtshusagtig holdning til betaling og den flinkeste ejer nogensinde. Og så er møblementet lige så blandet som klientellet.

Jeg har sjældent været udsat for så blandet klientel – Unge mennesker og gamle, hyggelige mænd sidder side om side, og, surprise, de gamle mænd er hits blandt de unge! Især Hannibal, der er 80, dameglad og fuld af røverhistorier, og Onkel Bent, der hele tiden vil høre opera og, med alvorlig mine, fortæller alle pigerne at de er smukke. Ejeren, Ismail, ser altid til med et grin, og advarer om at de alle sammen, ham selv inklusiv, er bandit. “ter”-endelsen er fravalgt med vilje fra min side af, for at være så tro mod hans talemåde som muligt.

Når jeg havner sådan et sted, så kan jeg lige så godt skyde en hvid pind efter “tidligt i seng, ditto op og ingen alkohol”.
Ismail gjorde det heller ikke nemmere, da han gav os resten af ølfustagens indhold, den skulle jo tømmes inden lukketid. Det var 3 liter øl, vi var 5 om at drikke det og havde i forvejen fulde glas.
Vi havde æren af Ismails selskab hele aftenen, samt placering i “VIP loungen” i baglokalet, klods op af baren.

Det var mit første besøg, og aldrig har jeg følt mig så velkomment et sted. Lige præcis det er et blødt punkt for sådan en tilflytter som mig.

Et spørgsmål står ubesvaret – er jeg sluppet for tømmermændene, eller er jeg bare stadig fuld?

 

Jeg forsøger vitterligt at være en god beboer, en god nabo/overbo, være lige så overskudsagtig  som speltmødrene i blokken.
Jeg vasker aldrig op efter kl 22, spiller ikke høj musik sent om aftenen og jeg går ikke rundt i stilletter hele dagen.
Kald mig pylret, men der er altså børnefamilier overalt i blokken. Larmer jeg, skriger de. Ingen vinder.

Jeg blev overvældet af barmhjertighed, og besluttede mig for at tage min nabos skrald med ned. Og tro mig, det er en kæmpe tjeneste når man bor på 4.
Men midt i mit samvittighedsrush, opdagede jeg, da jeg løftede posen, at den var utæt, og at der dryppede sur mælk ud.
Kunne simpelthen ikke overskue tanken om sur mælk på ren kjole, så jeg lagde posen tilbage. Akavet.

For at give kontrast til situationen, mødte jeg selvfølgelig en af ovennævnte overskudsmødre nede i gården. Og hun gav mig et hæsblæsende kompliment for min (H&M) kjole, gav sig tid til lige at smalltalke lidt og var i det hele taget bare så sød, at jeg følte mig som det mindste menneske på jorden, for ikke at have taget deres klamme affaldspose med ned.

Som om det ikke var nok, gjorde den oplevelse det klart, at det rent faktisk godt kan betale sig at se godt ud, selvom man bare skal ned med skraldet.

Iblandt hipsters og fynboer

Jeg var til en helt fantastisk koncert igår. Fie Lykke er ikke blot et diskret stjerneskud i musikbranchen, hun er min veninde og jeg har før haft æren af at synge hendes velkomponerede sange.
Hun skilte sig voldsomt ud fra de to andre kunstnere på Ideal Bar. Hun var akustisk og meget fynsk, især i kontrast til den elektropoppede vesterbro-stil Lotte Rose og Ivory & Gold var præget af  (Jeg har intet imod elektropop, jeg er bare en sucker for akustisk musik).
Udover musikken var selskabet fantastisk, og min tillærte, københavnske dialekt gled en anelse af, til fordel for lidt fynsk syngen.

Jeg elsker København, men det var rart at få et skud af den velkendte tryghed, der både var grunden til at jeg flyttede og grunden til at jeg får hjemve.

Jeg fuckede forresten kun op en enkelt gang. En af kammeraterne havde glemt at lyne sine bukser, hvilket jeg venligt nævner. Hvad er det første jeg ser da jeg kommer hjem? Min egen lynlås. Åben. Og jeg frygter lidt at jeg har gået det halve København rundt sådan.

Den der samtale..

Jeg var til samtale hos PlayDead igår. Den lille danske spilvirksomhed, der står bag Limbo.
Var kaospilot hele vejen fra lejlighed og hen til deres dør. Formåede at få deo på cardigan og halstørklæde, da jeg i panik  prøvede at lave truckervask uden at tage min trøje af.
Så var metroen pludselig ude af drift. Den holdt alle passagerer som gidsler, mellem Lergravsparken og Amagerbro – skift af transportmiddel var ikke en mulighed. 10 minutters tortur blev det til.
Skulle finde Pilestræde. For vild.
Endte med at løbe febrilsk rundt på strøget, indtil jeg endelig blev åndsnærværende nok til at spørge om vej.
Spurtede derhen, og hele vejen op af trapperne til 5. (Løgn. Slæbte mig op den sidste etage).

Jeg stod, kamprød i hovedet, svedende og med eksamensagtig frygt malet i hele ansigtet. Han var “helt okay, mødet trak alligevel lidt ud, vil du have en kop kaffe, et glas vand?”.

Det endte ikke med et job. Mere en introduktion til branchen, og til underboerne, der også er spilvirksomheder, hver og en.
Men det er okay, for han lovede at sende mig videre til nogle andre.
Det gør det lidt lettere at klare afslag fra Netto, når jeg ved, at der måske er brug for mig i en fed virksomhed.
Ikke at der er noget i vejen med Netto!

Brainfart.

Jeg smider rundt med ord på 3 sociale platforme i skrivende stund. Facebook, twitter og så denne blog.
Måden hvorpå jeg udtrykker følelser, og får dem ud af systemet, er meget forskellig fra sted til sted.

Facebook er kun for følelseslette opdateringer. Udleverer man sig selv på Facebook er man nemlig emotionel ekshibitionist (ja, jeg googlede “ekshibitionist” for at være sikker på at jeg havde stavet det rigtigt), og det er ilde set. Så, hvis jeg virkelig brænder inde med noget, finder jeg en sang, poster linket til den på facebook, og varmer mig ved det lille hint. Oh yes, så ynkelig er jeg af og til.

På Twitter får den lidt mere gas. Her føles det mere okay at klaske sine følelser op på forsiden, eftersom de folk, der læser mine tweets, aktivt har valgt at følge med (ikke bare for at stalke mine billeder, og se om jeg er blevet tyk/har kysset med en ny/er tagget på hippe steder).

Min blog er lidt mere en gråzone. Indtil videre har jeg ikke afsløret den for nogen. Måske fordi det her er en lidt større dosis af “mig” end normalt.
Men den er min, og derfor vil jeg egentlig godt have lov til at skrive at jeg har det dårligt lige nu. Ikke “stil en diagnose”-dårligt. Bare godt gammeldags nedtrykt.

Og jeg tør ikke gå op på loftet længere. Det er blevet invaderet af en due, og jeg er, helt seriøst, bange for at, hvis jeg går op på loftet, vil den tænke sig til at min bagdør er åben, flyve ind, og inficere hele min lejlighed.

(Akavet emneskift, for at henlede opmærksomheden på noget andet – tjek)

Kærlighedserklæring til Amager

Amager er fantastisk idag.
Solen skinner, her er næsten vindstille, luften er frisk og sprød og forsøger nærmest konstant at lokke én ned til stranden.

Faktisk er Amager generelt fantastisk. Alle Nørrebronx-og Vesterbro-typerne rynker på næsen af øen, og udtaler ofte navnet hårdt og af og til efterfulgt med en trækning ved mundvigene. Og jeg forstår dem vitterligt ikke. I hvert fald ikke hvad angår mit kvarter.
Stranden er mindre end 1 km væk, majoriteten af bygningerne er smukt slidte med deres røde mursten og lergravsparken er et stenkast væk.
Jeg elsker at det flyder med små børnecykler, ikke tomme dåser og glasskår. Jeg elsker at her rent faktisk er stille, også i weekenden. Jeg elsker at køre over Langebro for at komme ind til byen. Jeg elsker at det rent faktisk er overkommeligt at tage ud at handle i tidsrummet 16-19, selvom alle andre også er det.

Jeg elsker de små perler af butikker og restauranter der er her på Øen. Piccolo Mondo’s ægte italienske pizzaer, Oyisi Running Sushi (friturestegte bananer med chokoladesovs, my guilty pleasure), Eltoft Vintage *fancy genbrugsbutik*, en butik der er mere farvemættet end min ældste malerpalette, og meget mere.

Jeg elsker “keep up good spirit”-skiltet, for det er virkelig det jeg gør, når jeg kører væk fra Amager.

Bangebuks

1. Min kære kæreste var lige dele underholdt og fornærmet, over at jeg var bange for at gå igennem et fuldstændig mørkt skovområde, selvom jeg var sammen med ham. Det var tilsyneladende kun mig der tænkte at alverdens rovmordere og voldtægsmænd lå på lur i buskene.

2. Jeg er shit ass scared for salmonella. Jeg spritter ikke mine hænder af efter omgang med kylling og æg, men jeg skolder dem næsten når jeg vasker hænder. Derfor fik jeg verdens største klump i halsen, da jeg var halvvejs gennem den overdådigt lækre chokoladeis, til svigerfamiliefødselsdagsfest, da kokken stolt proklamerer at han ikke tror på det der med pasteuriserede æg. Han knalder bare de rå, almindelige æggeblommer i, så smager det af noget. Nårh ja, kan man ikke tåle en smule salmonella, må man undvære is. Jeg græd næsten.
Hr. Kæreste gnæggede bare.

3. Jeg hader at bo i en lydt lejlighed, for jeg tror konstant at der lister uvedkommende gæster rundt i min lejlighed. Åbnes der en dør inde hos naboen, lyder det som om nogen står med at brækjern ved min bagdør. Har ikke tal på hvor mange gange jeg har ligget i min seng, med hjertebanken og koldsved, og demonstrativt messet for mig selv “amagermanden sidder i fængsel, amagermanden sidder i fængsel” og “du bor på fjerde sal, tyveknægte gider ikke slæbe ting (læs: mig) ned fra fjerde sal”.