Hvad ens indkøb siger om en

Jeg forguder selvbetjeningskasserne i føtex. Især på en dag som denne, hvor mine indkøb mildest talt ville have givet et uheldigt indtryk, liggende side om side på båndet:

  • En stor pakke toilet papir
  • En pakke bind
  • En pakke tampax
  • … og 2 par trusser

Som om det ikke var nok, løb jeg hele butikken rundt for at finde de pokkers bind og tamponer. Kære føtex, placer dem for filan sammen med toiletpapiret, shampoen, sæben og alle de andre badeværelsesartikler, ligesom ethvert andet normalt fungerende menneske ville gøre.
Det ville spare både mig, og jeres nærmest præpubertære ungarbejdere for en masse røde kinder og pinlig tavshed.

I det mindste var der tilbud på fuldkornspasta, så nu er mit pasta-stash  fyldt op. Big time.
Det var godt nok ikke særlig SU-agtigt at være løbet tør for pasta, men til gengæld have skuffen fyldt med linser, bulgur, spelt og andre urtede ting.

Og nu vil jeg lege hvid tornado, får besøg lige om lidt af noget svigerfamilie. Must. Make. Good. Impression!

Personal Space

Jeg sad for mindre end en time siden i 5A, orientekspressen som min søsters mand knap så politisk korrekt kalder den.
Det lykkedes mig at have to sæder, og dermed min intimsfære, for mig selv, helt indtil Nørrebros Runddel, hvor en noget livstræt udseende mand satte sig ved siden af mig.
Det er kutyme i offentlige transportmidler, at ligemeget, hvor tæt man kommer til at sidde på hinanden, udveksler man ikke et ord, ikke et blik og for alt i verden ikke et smil. Især i København, hvor den store menneskemængde gør alle anonyme.
Så det kodeks overholdt jeg naturligvis til punkt og prikke. Med musik i ørerne og fjernt blik.

Men da Nørreport station nærmede sig, og jeg skulle af, brød jeg ovenstående regler – Jeg smilede til min sidemand og sagde at jeg skulle af, alt imens jeg kæmpede med min noget usamarbejdsvillige jakke.
Han smilede igen. Og hjalp mig med at få min jakke på.
Og jeg lod ham.  Uden at trække mig tilbage, brændt af et fremmed menneskes berøring.
Bagefter komplimenterede han jakken. Et softshell monster af en anden verden, komplet med svedlugt og lommefnulder.
Og understregede subtilt sin alder, ved at råde mig til at lukke jakken, så jeg ikke blev syg i det kolde vejr.

Jeg ville ønske at jeg havde haft mod til at fortælle ham, hvor god hans parfume var, inden han forsvandt et sted i nærheden af Nørreport.

Er vi virkelig blevet så bange for andre mennesker?