Personal Space

Jeg sad for mindre end en time siden i 5A, orientekspressen som min søsters mand knap så politisk korrekt kalder den.
Det lykkedes mig at have to sæder, og dermed min intimsfære, for mig selv, helt indtil Nørrebros Runddel, hvor en noget livstræt udseende mand satte sig ved siden af mig.
Det er kutyme i offentlige transportmidler, at ligemeget, hvor tæt man kommer til at sidde på hinanden, udveksler man ikke et ord, ikke et blik og for alt i verden ikke et smil. Især i København, hvor den store menneskemængde gør alle anonyme.
Så det kodeks overholdt jeg naturligvis til punkt og prikke. Med musik i ørerne og fjernt blik.

Men da Nørreport station nærmede sig, og jeg skulle af, brød jeg ovenstående regler – Jeg smilede til min sidemand og sagde at jeg skulle af, alt imens jeg kæmpede med min noget usamarbejdsvillige jakke.
Han smilede igen. Og hjalp mig med at få min jakke på.
Og jeg lod ham.  Uden at trække mig tilbage, brændt af et fremmed menneskes berøring.
Bagefter komplimenterede han jakken. Et softshell monster af en anden verden, komplet med svedlugt og lommefnulder.
Og understregede subtilt sin alder, ved at råde mig til at lukke jakken, så jeg ikke blev syg i det kolde vejr.

Jeg ville ønske at jeg havde haft mod til at fortælle ham, hvor god hans parfume var, inden han forsvandt et sted i nærheden af Nørreport.

Er vi virkelig blevet så bange for andre mennesker?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s