Jeg forsøger vitterligt at være en god beboer, en god nabo/overbo, være lige så overskudsagtig  som speltmødrene i blokken.
Jeg vasker aldrig op efter kl 22, spiller ikke høj musik sent om aftenen og jeg går ikke rundt i stilletter hele dagen.
Kald mig pylret, men der er altså børnefamilier overalt i blokken. Larmer jeg, skriger de. Ingen vinder.

Jeg blev overvældet af barmhjertighed, og besluttede mig for at tage min nabos skrald med ned. Og tro mig, det er en kæmpe tjeneste når man bor på 4.
Men midt i mit samvittighedsrush, opdagede jeg, da jeg løftede posen, at den var utæt, og at der dryppede sur mælk ud.
Kunne simpelthen ikke overskue tanken om sur mælk på ren kjole, så jeg lagde posen tilbage. Akavet.

For at give kontrast til situationen, mødte jeg selvfølgelig en af ovennævnte overskudsmødre nede i gården. Og hun gav mig et hæsblæsende kompliment for min (H&M) kjole, gav sig tid til lige at smalltalke lidt og var i det hele taget bare så sød, at jeg følte mig som det mindste menneske på jorden, for ikke at have taget deres klamme affaldspose med ned.

Som om det ikke var nok, gjorde den oplevelse det klart, at det rent faktisk godt kan betale sig at se godt ud, selvom man bare skal ned med skraldet.

Ufrivilligt peep show

I det halve år jeg har boet i København, har jeg lykkeligt troet, at genboen kun ganske lidt, eller slet ingenting, kunne se, når jeg udførte hele mit morgenritual. Nøgen.
Lige indtil igår aftes, hvor jeg pludselig så at nogen vinkede til mig fra et af de ca. 30 vinduer jeg kan se fra mit soveværelse. Behøver jeg nævne at jeg, igen, var nøgen?
Pludselig løb det mig koldt ned af ryggen. Hvis jeg, med min nærsynethed, kunne se dem vinke, hvad var de så ikke i stand til at se?

Jeg elsker mine naked thursdays (og fridays, saturdays, sundays og alle de andre days), men det er muligvis ikke den bedste idé, min distræthed taget i betragtning. Kommer altid først i tanke om at jeg har gardiner, når jeg er anstændig igen.

Et spørgsmål står stadig ubesvaret: Øger eller forringer jeg værdien af de overforliggende lejligheder?