Brainfart.

Jeg smider rundt med ord på 3 sociale platforme i skrivende stund. Facebook, twitter og så denne blog.
Måden hvorpå jeg udtrykker følelser, og får dem ud af systemet, er meget forskellig fra sted til sted.

Facebook er kun for følelseslette opdateringer. Udleverer man sig selv på Facebook er man nemlig emotionel ekshibitionist (ja, jeg googlede “ekshibitionist” for at være sikker på at jeg havde stavet det rigtigt), og det er ilde set. Så, hvis jeg virkelig brænder inde med noget, finder jeg en sang, poster linket til den på facebook, og varmer mig ved det lille hint. Oh yes, så ynkelig er jeg af og til.

På Twitter får den lidt mere gas. Her føles det mere okay at klaske sine følelser op på forsiden, eftersom de folk, der læser mine tweets, aktivt har valgt at følge med (ikke bare for at stalke mine billeder, og se om jeg er blevet tyk/har kysset med en ny/er tagget på hippe steder).

Min blog er lidt mere en gråzone. Indtil videre har jeg ikke afsløret den for nogen. Måske fordi det her er en lidt større dosis af “mig” end normalt.
Men den er min, og derfor vil jeg egentlig godt have lov til at skrive at jeg har det dårligt lige nu. Ikke “stil en diagnose”-dårligt. Bare godt gammeldags nedtrykt.

Og jeg tør ikke gå op på loftet længere. Det er blevet invaderet af en due, og jeg er, helt seriøst, bange for at, hvis jeg går op på loftet, vil den tænke sig til at min bagdør er åben, flyve ind, og inficere hele min lejlighed.

(Akavet emneskift, for at henlede opmærksomheden på noget andet – tjek)

Reklamer

Netto vil ikke have mig.

Jeg er pt. i jobsøgningshelvede.
Jeg skal helst have et job inden 1. april, hvis ikke jeg vil ødelægge mit økonomiske fundament,  så jeg sender ansøgninger afsted alle vegne.
Jeg har sendt 4 ansøgninger til Netto. Har netop fået afslag på den ene. Jeg er igang med min bachelor på CBS, en business-orienteret uddannelse, men er tilsyneladende ikke kompetent nok til at sidde ved kassen eller fylde hylder.
Jeg har været til samtale hos Promoters (you know, dem der står og dele smagsprøver og lignende ud i supermarkeder).
Og rigspolitiet der søgte en studentermedhjælper til kommunikationssektoren, én der skulle hjælpe dem med deres fremtræden i sociale medier.

Jeg har indtil videre kun fået afslag, og alle med samme begrundelse: “Vi har valgt at arbejde videre med nogle kandidater der har lidt mere erfaring”

Fuck you very much, hvis i bliver ved sådan, så får jeg jo aldrig erfaring! At jeg har boet i en by, hvor fritids/studiejob var noget man fik, hvis man havde forbindelser til mafiaen eller lignende, bliver jeg “straffet” for nu.

Absolut sidste udvej må være et telemarketingjob.

Det er svært at opretholde mit image…

… som intellektuel, ambitiøs CBS-studerende når:

– Den mest afspillede playlist, for mit vedkommende, hovedsageligt indeholder Nicki Minaj, Beyoncé, Lady Gaga og Rihanna. Ikke at jeg aldrig hører andet, det gør jeg! Det siger så selvfølgelig sig selv, at jeg altid har private session slået til i Spotify, medmindre jeg hører noget hipt og trendy (Bon Iver skulle give street credit blandt de kære hipsters)

– Jeg netop er startet til Poledance (Og alle spørger om det ikke er “sådan noget strip-noget”. Det er akrobatik … På en stang). Det virker især som om mine kære forældre forsøger at skjule hønsemunden når jeg taler om “spins”, træning og de bittesmå shorts vi skal have på imens vi træner (okay, den sidste detalje blev måske mest tilføjet for at prikke lidt til villa-berlingo-montana-harmonien).

– Min lejlighed, på trods af sine 56 m2, ligner et kollegieværelse. Komplet med pizzabakker, uredt (og uvasket) seng og tomme flasker. Det er simpelthen fysisk umuligt for mig at holde orden.

Må skjule det med en pæn blazer. Og aldrig nogensinde invitere folk, der ikke allerede har været på besøg på facaden, på besøg i min lejlighed.