Kærlighedserklæring til Amager

Amager er fantastisk idag.
Solen skinner, her er næsten vindstille, luften er frisk og sprød og forsøger nærmest konstant at lokke én ned til stranden.

Faktisk er Amager generelt fantastisk. Alle Nørrebronx-og Vesterbro-typerne rynker på næsen af øen, og udtaler ofte navnet hårdt og af og til efterfulgt med en trækning ved mundvigene. Og jeg forstår dem vitterligt ikke. I hvert fald ikke hvad angår mit kvarter.
Stranden er mindre end 1 km væk, majoriteten af bygningerne er smukt slidte med deres røde mursten og lergravsparken er et stenkast væk.
Jeg elsker at det flyder med små børnecykler, ikke tomme dåser og glasskår. Jeg elsker at her rent faktisk er stille, også i weekenden. Jeg elsker at køre over Langebro for at komme ind til byen. Jeg elsker at det rent faktisk er overkommeligt at tage ud at handle i tidsrummet 16-19, selvom alle andre også er det.

Jeg elsker de små perler af butikker og restauranter der er her på Øen. Piccolo Mondo’s ægte italienske pizzaer, Oyisi Running Sushi (friturestegte bananer med chokoladesovs, my guilty pleasure), Eltoft Vintage *fancy genbrugsbutik*, en butik der er mere farvemættet end min ældste malerpalette, og meget mere.

Jeg elsker “keep up good spirit”-skiltet, for det er virkelig det jeg gør, når jeg kører væk fra Amager.

Reklamer

Bangebuks

1. Min kære kæreste var lige dele underholdt og fornærmet, over at jeg var bange for at gå igennem et fuldstændig mørkt skovområde, selvom jeg var sammen med ham. Det var tilsyneladende kun mig der tænkte at alverdens rovmordere og voldtægsmænd lå på lur i buskene.

2. Jeg er shit ass scared for salmonella. Jeg spritter ikke mine hænder af efter omgang med kylling og æg, men jeg skolder dem næsten når jeg vasker hænder. Derfor fik jeg verdens største klump i halsen, da jeg var halvvejs gennem den overdådigt lækre chokoladeis, til svigerfamiliefødselsdagsfest, da kokken stolt proklamerer at han ikke tror på det der med pasteuriserede æg. Han knalder bare de rå, almindelige æggeblommer i, så smager det af noget. Nårh ja, kan man ikke tåle en smule salmonella, må man undvære is. Jeg græd næsten.
Hr. Kæreste gnæggede bare.

3. Jeg hader at bo i en lydt lejlighed, for jeg tror konstant at der lister uvedkommende gæster rundt i min lejlighed. Åbnes der en dør inde hos naboen, lyder det som om nogen står med at brækjern ved min bagdør. Har ikke tal på hvor mange gange jeg har ligget i min seng, med hjertebanken og koldsved, og demonstrativt messet for mig selv “amagermanden sidder i fængsel, amagermanden sidder i fængsel” og “du bor på fjerde sal, tyveknægte gider ikke slæbe ting (læs: mig) ned fra fjerde sal”.

Netto vil ikke have mig.

Jeg er pt. i jobsøgningshelvede.
Jeg skal helst have et job inden 1. april, hvis ikke jeg vil ødelægge mit økonomiske fundament,  så jeg sender ansøgninger afsted alle vegne.
Jeg har sendt 4 ansøgninger til Netto. Har netop fået afslag på den ene. Jeg er igang med min bachelor på CBS, en business-orienteret uddannelse, men er tilsyneladende ikke kompetent nok til at sidde ved kassen eller fylde hylder.
Jeg har været til samtale hos Promoters (you know, dem der står og dele smagsprøver og lignende ud i supermarkeder).
Og rigspolitiet der søgte en studentermedhjælper til kommunikationssektoren, én der skulle hjælpe dem med deres fremtræden i sociale medier.

Jeg har indtil videre kun fået afslag, og alle med samme begrundelse: “Vi har valgt at arbejde videre med nogle kandidater der har lidt mere erfaring”

Fuck you very much, hvis i bliver ved sådan, så får jeg jo aldrig erfaring! At jeg har boet i en by, hvor fritids/studiejob var noget man fik, hvis man havde forbindelser til mafiaen eller lignende, bliver jeg “straffet” for nu.

Absolut sidste udvej må være et telemarketingjob.

Ufrivilligt peep show

I det halve år jeg har boet i København, har jeg lykkeligt troet, at genboen kun ganske lidt, eller slet ingenting, kunne se, når jeg udførte hele mit morgenritual. Nøgen.
Lige indtil igår aftes, hvor jeg pludselig så at nogen vinkede til mig fra et af de ca. 30 vinduer jeg kan se fra mit soveværelse. Behøver jeg nævne at jeg, igen, var nøgen?
Pludselig løb det mig koldt ned af ryggen. Hvis jeg, med min nærsynethed, kunne se dem vinke, hvad var de så ikke i stand til at se?

Jeg elsker mine naked thursdays (og fridays, saturdays, sundays og alle de andre days), men det er muligvis ikke den bedste idé, min distræthed taget i betragtning. Kommer altid først i tanke om at jeg har gardiner, når jeg er anstændig igen.

Et spørgsmål står stadig ubesvaret: Øger eller forringer jeg værdien af de overforliggende lejligheder?

Min lørdag aften

Jeg laver absolut intet konstruktivt.

Spiser köfte (fint ord for frikadeller lavet af oksekød) rent, oser på asos’ udsalg (sortering: price low to high), og overvejer hvem der kunne lokkes over til at drikke resten af den næsten fulde flaske rødvin, der står på køkkenbordet. Indtil videre: Ingen.
Jeg har ikke haft rigtigt tøj på siden torsdag, det er umenneskeligt lang tid siden at jeg har vasket hår, og jeg ved faktisk hvem der blev stemt ud af xfactor igår.

Det der vilde studieliv min kære far altid har talt om har vist overskredet både holdbarheds- og salgsdato.
Er nødt til at gå sent i seng bare for at føle mig en lille smule i live.

 

 

Det er svært at opretholde mit image…

… som intellektuel, ambitiøs CBS-studerende når:

– Den mest afspillede playlist, for mit vedkommende, hovedsageligt indeholder Nicki Minaj, Beyoncé, Lady Gaga og Rihanna. Ikke at jeg aldrig hører andet, det gør jeg! Det siger så selvfølgelig sig selv, at jeg altid har private session slået til i Spotify, medmindre jeg hører noget hipt og trendy (Bon Iver skulle give street credit blandt de kære hipsters)

– Jeg netop er startet til Poledance (Og alle spørger om det ikke er “sådan noget strip-noget”. Det er akrobatik … På en stang). Det virker især som om mine kære forældre forsøger at skjule hønsemunden når jeg taler om “spins”, træning og de bittesmå shorts vi skal have på imens vi træner (okay, den sidste detalje blev måske mest tilføjet for at prikke lidt til villa-berlingo-montana-harmonien).

– Min lejlighed, på trods af sine 56 m2, ligner et kollegieværelse. Komplet med pizzabakker, uredt (og uvasket) seng og tomme flasker. Det er simpelthen fysisk umuligt for mig at holde orden.

Må skjule det med en pæn blazer. Og aldrig nogensinde invitere folk, der ikke allerede har været på besøg på facaden, på besøg i min lejlighed.

Min Cykel..

København (navnligt Amager) har været hård ved min cykel.
Det stakkels kræ kan ikke engang stå selv længere. Kom ned for 2-3 uger siden og fandt den væltet, med knækket støtteben og cykelkurven siddende skævt. Som konsekvens af den amputering måtte min smarte magnet-drevne diode forlygte også lade livet, efter gentagne gange, i al hast, at være blevet smadret ind i et cykelstativ.
Forskærmen også knækket af. Eller… det kom jeg selv til ved et uheld, fordi jeg prøvede at rette den lidt op. Den sad så tæt på dækket, at dette langsomt havde gnavet sig op igennem forskærmen. Jeg kender åbenbart ikke min egen styrke, det må være al den slæben-på-indkøbsposer.
Som prikken over i’et, siger den også mærkeligt, en hakkende, konstant og (for andre) yderst enerverende lyd, noget i stil med den lyd en legetøjsmaskinpistol siger. I hænderne på en hyperaktiv og voldselskende pode.
Det betyder dog at jeg sjældent har brug for min ringeklokke, folk hører mig på afstand.

Men hvorom alting er, mine forældre har tilbudt at betale en reparation af den. Det er en rimelig sweet deal for mig? Tror næsten det bedre kunne betale sig at købe en ny. Bortset fra at en ny cykel jo ville blive stjålet. Pronto.
Så hellere beholde min gamle cykel, der aldrig er blevet stjålet, på trods af at have tilbragt flere weekender på nørreport station. Endda lige ved siden af skraldespanden har den stået, uden at der så meget som lå en gammel cheeseburger/chinabox/fadøl(kop fyldt med tis?) i kurven.
Min cykel-karma er åbenbart god.