Brainfart.

Jeg smider rundt med ord på 3 sociale platforme i skrivende stund. Facebook, twitter og så denne blog.
Måden hvorpå jeg udtrykker følelser, og får dem ud af systemet, er meget forskellig fra sted til sted.

Facebook er kun for følelseslette opdateringer. Udleverer man sig selv på Facebook er man nemlig emotionel ekshibitionist (ja, jeg googlede “ekshibitionist” for at være sikker på at jeg havde stavet det rigtigt), og det er ilde set. Så, hvis jeg virkelig brænder inde med noget, finder jeg en sang, poster linket til den på facebook, og varmer mig ved det lille hint. Oh yes, så ynkelig er jeg af og til.

På Twitter får den lidt mere gas. Her føles det mere okay at klaske sine følelser op på forsiden, eftersom de folk, der læser mine tweets, aktivt har valgt at følge med (ikke bare for at stalke mine billeder, og se om jeg er blevet tyk/har kysset med en ny/er tagget på hippe steder).

Min blog er lidt mere en gråzone. Indtil videre har jeg ikke afsløret den for nogen. Måske fordi det her er en lidt større dosis af “mig” end normalt.
Men den er min, og derfor vil jeg egentlig godt have lov til at skrive at jeg har det dårligt lige nu. Ikke “stil en diagnose”-dårligt. Bare godt gammeldags nedtrykt.

Og jeg tør ikke gå op på loftet længere. Det er blevet invaderet af en due, og jeg er, helt seriøst, bange for at, hvis jeg går op på loftet, vil den tænke sig til at min bagdør er åben, flyve ind, og inficere hele min lejlighed.

(Akavet emneskift, for at henlede opmærksomheden på noget andet – tjek)